Skip to content

Kirken

 

For den, der besøger Christiansfeld for første gang, kan det være svært at aflæse bygningens funktion. Kirken er både i sit ydre og indre meget forskellig fra en traditionel dansk landsbykirke. Menigheden kalder selv kirken for “salshuset,” og kirkerummet for “den pæne stue”. Brødremenighedens kirke blev opført i 1776 og udvidet i 1796 med to sidefløje for at kunne rumme op til 800 mennesker.

Kirken har to indgangspartier. Oprindeligt gik mænd og drenge ind af den søndre dør, og kvinder og piger ind af den nordre. De satte sig ligeledes i hver sin side. Tættest på hinanden tog ægtefolkene plads, herefter kom henholdsvis de ugifte brødre og de ugifte søstre. På de øverste bænke sad børnene.